Havhøst

 

Ekskursion til Bølgemarken Kalvbod Brygge

Med midlerne fra Naturvidenskabsfestivalspuljen kunne vi få to af vores klasser ud i ‘Bølgemarken’ i den maritime nyttehave Havhøst. Om mandagen var vores interesseklasse ‘ Klimaklassen’ derude og om torsdagen var ‘Sundhed, sygepleje og samfund’-klassen ude i felten. Fokus i workshoppen hos Havhøst var både klima og sundhed, og derfor talte det ind i klassernes interesseområder.

Før turen

Inden besøget hos Havhøst arbejdede klasserne i halvanden måned med et forløb om havmiljø og plastikforurening i både kemi, biologi og geografi, og de havde set nogle undervisningsvideoer produceret af Havhøst, så de fik optimalt fagligt udbytte ud af dagen derude. Dyrkning af muslinger og tang optager og binder klimagasser og uønskede næringsstoffer, reducerer forsuring i verdenshavene og øger biodiversiteten – og er tilmed sunde.

Selve besøget

Dagen i Bølgemarken startede med en kort intro, derefter gik vi ud på en platform og høstede muslinger og tang fra anlægget. Vi undersøgte vægten af det vi høstede og regnede ud hvor meget hele anlægget kunne producere på et år. Vi undersøgte også biodiversiteten i området, f.eks. tanglopper, snegle, orme, søstjerner m.m. Vi fyldte derefter nye muslingenet med unge muslinger, der sidenhen skulle vokse i et års tid. Vi satte også ny tang ud.

Herefter dissekerede vi muslingerne og undersøgte anatomien, og lavede et filtreringseksperiment med mel. Undervejs i eksperimentet lavede vi hvidvinsdampede muslinger, som vi smagte på til sidst.

Dagens sluttede med en faglig opsamling, hvor kursisterne blev hørt i det faglige stof de havde lært om i introvideoerne og vi drøftede de økonomiske aspekter af storskala-produktion og salg af muslinger.

Fagligt udbytte

Vi oplever, at det betyder meget for kursisternes forståelse af fagstoffet, at de kommer ud og bruger alle deres sanser, samt ser dyreliv og planteliv i deres naturlige habitat, fremfor kun at f.eks. dissekere døde dyr i laboratoriet eller læse/se film om det. Kursisterne gav undervejs udtryk for deres begejstring for det, og synes det var sjovt at være med i hele processen fra høst til madlavning og smagning.