Bæredygtig journalistik i danskfaget

 

 

 

I forløbet ’Bæredygtig Journalistik’ har vi i Klimaklassen fokus på at analysere de danske mediers formidling af klimakrisen, og skrive vores egne journalistiske klimaartikler. Foruden at styrke vores skriftlighedskompetencer i det ’journalistiske værksted’, arbejder vi også med den verdensomspændende klimakunst og undersøger, hvordan den synliggør og formidler nogle af klimakrisens væsentligste udfordringer ift. dyreliv, biodiversitet og naturkatastrofer.  Vi arbejder ligeledes med klassisk diskursanalyse, og analyserer klimaretorikken og argumentationsknebene hos de bannerførende klimaaktivister, såsom blandt andre den svenske Greta Thurnberg og den danske Esther Kjeldahl. Undervejs diskuterer vi spændende spørgsmål i klassen såsom:

·        Hvad er forskellen på klimaudfordringer og klimakrise rent sprogligt?

·        Hvorfor skaber klimadebatten for nogens vedkommende klimaangst, fremfor handling og virkelyst?

·        Har medierne et reelt ansvar ift. at sikre en god klimadebat?

·        Hvordan kan vi selv formidle nyheder om klimaet på en konstruktiv måde efter dét, vi har lært om klimaretorik?

Forløbet afsluttes med et besøg af filosoffen og klimaaktivisten Esther Kjeldahl, hvor vi laver workshop og får mulighed for at stille spørgsmål til hendes nyligt udkomne bog: ”Vi er sammen om at mærke det”. Bogen forsøger netop at give et modsvar på de unges klimaangst, og således skaber vi et forum for at snakke om de ting, der bekymrer os og som vi undrer os over i den verserende klimadebat.

I danskforløbet arbejder vi med klimadiskursen i de danske medier og med spændende klimakunst. Her ses klimakunstværket Unbearable, som er en bronzeskulptur af den danske kunstner Jens Galschiøt. Den består af en graf, som viser udviklingen i den globale CO2-udledning og en spiddet isbjørn. Skulpturen blev færdiggjort i 2015 og udstillet i Paris under COP21.