BYOD

Bring Your Own Device – medbring din egen computer (Windows eller Mac)!

 

På Efterslægten forlanger vi, at alle elever medbringer egen nyere bærbare computer med Windows eller Mac til undervisning og eksamen. Til eksamen skal du i nogle fag desuden medbringe hovedtelefoner til din computer.

Du kan altså ikke nøjes med en telefon, iPad eller ChromeBook. Din computer skal være opdateret, din harddisk/SSD skal være absolut minimum 120 GB, og du skal have administrator-adgang så du kan installere software.

Nedenfor kan du læse mere om kravene og hvorfor vi stiller dem.

Baggrund

Vi anvender Microsoft Office og anden software som kræver enten Windows eller Mac, eller som har for begrænset funktionalitet når den installeres på andre platforme. Vi er betalende kunder til disse produkter, præcis som vi betaler for bøger, tavler, møbler, og alt muligt andet vi bruger – sådan at vores elever kan bruge dem uden at skulle betale. Det er principielt beklageligt at vi pålægger vores elever at bruge de løsninger vi har valgt på specifikke kommercielle platforme, men dette valg har vi truffet fordi vores økonomi og andre praktiske forhold indebærer at vi er nødt til at have en BYOD-politik; fordi vi, givet denne politik, kan se at det udstyr vores elever medbringer alt overvejende er Windows eller Mac; og endelig fordi vi mener at den software vi har valgt passer godt til skolens og vores elevers behov.

Krav til bærbar computer:
Windows 10, macOS 12, eller nyere

Du skal have en bærbar Windows- eller Mac-computer med skærm og tastatur der er egnede til læsning og skrivning af længere tekster, og der skal være trådløst net. Ellers stiller vi ingen særlige krav til skærm, porte, processor eller RAM. Bemærk dog:

  • Med en næsten fuld harddisk/SSD kan du ikke opdatere din computer eller installere vores gratis software. En SSD på i alt 32GB er helt sikkert for lille; 120GB vil være OK hvis man rydder op, men vi anbefaler minimum 240GB.
  • En computer der starter på 15 sekunder, er selvfølgelig bedre end én der tager 5 minutter.
  • Hvis du har en HDMI-port eller Mini-DisplayPort, kan du vise præsentationer direkte fra din egen computer på skærmen i alle undervisningslokaler – men det er ikke et krav.

Du skal kunne tilgå undervisningsmaterialer i OneNote Holdnotesbøger samt kunne aflevere Word- og PDF-filer, og du kan begge dele hvis du efter skolestart installerer vores gratis Microsoft Office-pakke (Word, Excel, PowerPoint, Teams, OneNote m.m.). Efterslægten tilbyder også gratis licenser til matematikprogram (TI-Nspire CX CAS), læse-skrive-støtte (IntoWords), ordbøger (ordbogen.com), og anden faglig software.

Alt dette kræver, at du har ét af følgende operativsystemer:

  • Microsoft Windows: Windows 10 eller 11.
    Windows 8.1 har vi erfaring for også kan være OK, men lidt mærkelig. Windows 10 S eller 11 S (S = “sikker tilstand”) er ikke tilstrækkelig, men det er nemt og gratis at skifte væk fra S-tilstand; læs fx her.
     
  • Mac: macOS 12 (Monterey) eller nyere.
    Ældre macOS- eller Mac OS X-versioner kan på de fleste Mac-computere opgraderes gratis – læs her hvilken version du kan få, og læs her hvordan.

Computeren skal være opdateret og med fungerende virusbeskyttelse. Vi anbefaler altid, at man genstarter sin computer mindst en gang om ugen. Især for Windows gælder, at et virusskjold der fulgte med maskinen ved køb typisk kun virker nogle måneder, hvorefter man enten skal betale, eller afinstallere for at skifte til fx Avast, som er gratis, eller Microsoft Security Essentials, som er indbygget i Windows.

Det kan være en god idé at starte med at oprette en ny computerbruger, som du bruger til dine skole-ting. Din bruger skal have administrator-adgang til computeren, så du har mulighed for at installere software.

Eksamen

Til skriftlig eksamen er der en række ekstra forhold du skal være opmærksom på, og du skal i god tid inden eksamen sikre dig, at du har styr på disse ting! Du kan læse om dem her (link til elevintra).

Om tablets, og om andre operativsystemer

Windows-tablets (fx Microsoft Surface) er fuldgyldige bærbare computere, forudsat skærm og tastatur er gode nok. Computere, tablets og smartphones som ikke har Windows eller macOS kan der imod ikke erstatte en bærbar Windows- eller Mac-computer. De kan fint bruges som supplement, men vi kan ikke tilbyde fuld Office-pakke eller anden nødvendig software, og hverken vores IT-kontor eller lærere kan hjælpe med de komplikationer der kommer hvis du prøver at gennemføre undervisningen og eksamen uden en Windows- eller Mac-computer. Eksempler på udstyr der derfor ikke er tilstrækkeligt:

  • Apple iPads og iPhones har operativsystemet iOS, som vi ikke understøtter.
  • Chromebooks har Chrome OS, som vi ikke understøtter.
  • Android findes på mange smartphones og tablets; det understøtter vi ikke.
  • Linux (fx Ubuntu, Debian eller OpenSUSE) understøtter vi ikke.

Firmaer som Acer, Asus, Dell, HP, Lenovo, Samsung og Toshiba laver både bærbare med Windows (som er OK), og med Chrome OS eller Linux (som vi ikke understøtter) – så tjek hvad du har!

Lånecomputer?

Du har mulighed for mod et depositum at låne en computer af Efterslægten; læs evt. her.

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål om ordningen kan du kontakte Efterslægtens studievejledning. Har du tekniske spørgsmål kan du kontakte vores IT-kontor, som også gerne hjælper elever med IT-problemer i det omfang vi har tid.

 

Alt om IT: Del 1 Del 2, fuld (på Elevintra) Del 2, kort (kræver ikke login) Hjælp